Skoleskibet Kvickly Ry kan også bruges til ture, selvom der ikke er plads i årsplanen til et undervisningsforløb med forberedelse og efterbearbejdning.
For indskolingen og mellemtrinnet, kan man uden forberedelse tage en oplevelsestur på Knudsø. Turen kan være afsæt og referenceramme for senere undervisning i ferskvandsøkologi og kredsløb.
For naturfagsundervisningen i overbygningen eller de ældste klasser i mellemgruppen, kan en felttur på Knudsø bruges som appetitvækker og introduktion til emner om økosystemer, ferskvand, istidslandskaber eller kredsløb. Det kan også være grundlag for repetition af allerede gennemgået stof. Der er mulighed for forskellige temaer for ture med overbygning. Vælg imellem bunddyrsturen, planktonturen, planteturen, kredsløbsturen og geografituren. Elementer fra de enkelte ture kan kombineres eller fordeles over flere ture.